At der er forskel på når kinesere køber hus i forhold til danskere, siger en del om hvordan kineserne tænker. Denne tankemåde, er noget danske virksomheder, kunne lære noget af og implementere i deres strategi for det kinesiske marked.
Hvad er forskellen?
Forskellen består hovedsagligt ved kinesernes forskellige forbrugsmønstre. Det interessante i denne sammenhæng er fokuseringen på muligheden for at tjene penge på investeringen og placeringen af købet. Dette ovenstående kinesiske ”mindset” hvor trivslen står i baggrunden, kan dog blive et socialt problem på den lange bane.
Det ligger dybt i kinesers bevidsthed, at så længe et hus eller lejlighed ligger godt og centralt, kan det blive en god investering. Fokuseringen på netop denne placering er også det mest brugte marketingskneb, når ejendomsudviklere skal sælge deres nybyggerier til potentielle købere. Dette har bl.a. været med til at drive den store efterspørgsel for gode placeringer i byerne, som har resulteret i store prisstigninger.
Det ligger dybt i den kinesiske bevidsthed, at der så tidligt som muligt skal investeres i egen bolig, da det er spild af penge at leje andres bolig. Dette har blandt andet resulteret i en stor stigning i ejendomspriser, men kun minimal stigning i leje-niveauet.
Det store problem ligger imidlertid i konflikten mellem det oprindelige formål med huskøb, nemlig forøget trivsel og lykke hos den enkelte. De første huskøbs-slaver[1] er begyndt at røre på sig, og regulering bliver derfor diskuteret i øjeblikket.
I modsætning til ovenstående, er der ingen andre folkefærd, der bruger ligeså meget tid og penge på deres hjem som danskere. Det er trivsel og kvalitet der er i højsædet. Omvendt kineserne er dette helt ovre i den anden grøft, hvor der ikke bliver tænkt i særlig høj grad på om pengene der investeres kommer igen og i hvilken grad. I Danmark kunne antallet af huskøbs-slaver også meget let gå hen og blive forøget for mange familier eftersom mange pauselån udløber i netop disse år.
I forhold til value proposition når udenlandske varer skal prisfastsættes i Kina, er der dog en del at lære. Kinesere vil altid føle han/hun laver en god deal, ved ethvert køb uanset prisniveau. Om det er et hus til 10 millioner eller et par sko til 20 kr. Det er en myte, at alt kan sælges til kinesere uanset pris eller kvalitet. Dog er der en lille forskel i hvordan kinesere tænker, når de shopper. Se f.eks. tidligere indlæg om forskel på folk fra Beijing eller Shanghai.
Om danskerne skal ændre prioriteter ved huskøb, skal jeg ikke gøre mig til dommer for, men en gylden mellemvej kunne måske være vejen frem?
Hvad synes du?
[1] Betegnelse for folk der bruger meget store dele af deres indkomst på ydelser til huset, og derved at blevet slaver af huset eller banken.
