Ja, det er sommer, og specielt i min vennekreds synes jeg efterhånden, jeg ugentlig enten hører om venner, der enten venter barn, eller par der allerede er gået på barsel med forestående fødsel.
Jeg ved godt, dette ikke er et tilfælde, da jeg lige nu er i aldersgruppen, der begynder at stifte familie. Dog fik det tankerne til at gå i gang omkring, hvordan holdningen er til netop graviditet, og specifikt hvordan forskellen er mellem barsel i Danmark og Kina. Da jeg også er arbejdsgiver her i Kina, undersøgte jeg forskellene.
Jeg ville nok lyve, hvis jeg sagde, at når jeg søger ansatte ikke skeler til deres alder, ægteskabs-status, samt om de allerede har et barn – ikke børn. Som kvinde i den kinesiske kultur er det ikke accepteret ikke at have et barn, selvom der er en stigende tendens. Den helt essentielle forskel er dog, at 1 barn i storbyerne er tilstrækkelig, hvad enten det er pige eller dreng, og om man er en rig eller fattig familie. Husk på det kun er ca. 1/3 af kineserne, der er omfattet af 1-barns politikken, og derfor typisk har ”lov” til at få flere børn, så det er ikke her, skoen trykker.
Den gængse holdning er således, at så kan alt opmærksomheden gå til dette ene barn. Derved er benævnelsen ”de små kejsere” også opstået, da de næsten bliver opvartet og behandlet som disse blev i fordomstid.
Tilbage til forholdene; Jeg undersøgte hvad loven sagde omkring barselsorlov i Kina. Senest i 2012 blev barselsperioden i Kina udvidet fra 90 til 98 dage med muligheden for kort forlængelse ved vanskelig fødsel osv. For de fleste danske mødre, tror jeg, det ville være utænkeligt eller umuligt at skulle tilbage på arbejdsmarkedet kun et par måneder efter fødslen. Systemet er simpelthen ikke bygget til pasning af så babyer. Jf. pasningsproblemer Hvordan klarer kineserne så dette? Har de et bedre offentligt system end det danske?
Kort fortalt, nej! Der er så at sige intet system overhovedet. Kineserne er ikke del af et system, men har gennem mange generationer uden support fra staten opbygget deres eget system – og dette system virker stadig den dag i dag. Ganske kort går det ud på, at bedsteforældrene tager en større rolle i opvæksten af barnet. En rolle som er nødvendig, for at det overhovedet er muligt at få børn. At denne rolle så derudover er meget velanset af omverdenen og gør bedsteforældrene stolte, gør det kun til en yderligere win-win situation for begge parter. En yderligere omstændighed, for at dette kan lade sig gøre, er den tidligere pensionsalder i Kina. Kvinder 55 år og mænd 60 år. Dette passer meget godt med det faktum, at bedsteforældre er pensioneret, når barnebarnet kommer til verden.
En helt anden faktor ved fødslen er prisen for denne. Prisen for en normal fødsel er mellem 10.000 DKK og 100.000 DKK alt efter valg af hospital. De lokale med helt normale jobs i storbyerne betaler mellem 10.000-20.000 DKK for naturlig fødsel og 30% mere ved kejsersnit. De mere velstillede kinesere samt udlændinge bruger typisk fra 30.000 DKK-100.000 DKK alt efter formåen og preferencer. Der er dog forsikringer, som kan hjælpe med at dække dette, hvilket de fleste expats er en del af – men typisk ikke kineserne.
Som jeg var kort inde på i mit sidste indlæg, har der over den seneste tid været enorm fokus på mælkepulver i Kina. Det noget kortere barselsforløb har selvfølgelig stor indvirkning på forbruget af mælkepulver, da der ikke er anden vej for de små kejsere. Lad os håbe det bliver en succes…
Tror ikke der er grund til at opridse forholdene i DK, for hovedparten af dem, jeg har snakket med, bruger systemet til fulde med 6+6 måneders barsel. Jeg vil ikke gøre mig til dommer over dette, men efter min observation er dette bare normen.
Vi lever jo i Danmark og er danskere, så hvorfor ik?
